III. Om Regieringen


/DNB/DNB03.page

Revision 5197 by niname

Holberg - Plonevisning
Vis:SidetallKommentar
TekstkritikkVariasjonAlle noter
Faksimiler er tilgjengelig ved å trykke på sidetall i teksten.
|55
CAP. III.
Om Regieringen.
SAasom Autor til det skrifft, kaldet Danmarks tilstand, som den var udi det aar 1692. synes at have publiceret samme skrifft besynderligen for at anfegte Souverain-Regiering udi almindelighed, holder jeg det ikke ganske ufornødent, at tale noget om den materie, førend jeg begiver mig til den Danske Regiering in specie, og at examinere de ord, som han begynder sin prægtige fortale med: Liberty and health are the greatest blessings mankind is capable of enjoying. Frihed og hilsen ere de tvende største herligheder mennesket kand nyde. Oprindelse til Souverain-Regiering.Jeg bekiender at fast alle mennesker af naturen ere tilbøyelige til frihed og independence, men deraf følger ikke, at den samme er dem tienlig;tienlig;]tienlig;] tienlig, A1 A2 B; tienlig, SS tienlig;] tienlig, A1 A2 B; tienlig, SS vare menneskerne ingen passioner undergivne, kunde samme Autoris meening synes at være uimodsigelig; men, saasom menneskerne selv have fornummetfornummet]fornummet] B, fornumnet A1 A2 fornummet] B, fornumnet A1 A2 , at dem var ikke tienligt at leve udi frihed, have de først indgaaet Societeter og anrettet Regiering, hvorved den naturlige frihed er bleven indskrænket meere og mindre, ligesom fornødenhed det haver udfodret, herud af have oprindelse de mange slags Regieringer, saasom Democratier, Aristocratier, Monarchier. Mit forsæt er ikke her at examinere enhver slags Regiering udi særdelished, og at ligne den ene med den anden; det haver end ogsaa de gamle talt saa meget om, at der fast nu omstunder ikke kand siges meere om samme materie. Jeg vil ik|56kun allene løsligen merke dette, at den tilfælles Sikkerhed, for hvis skyld menneskerne have oprettet Societeter og indstiffted stæder, ikke kand erholdes fuldkommeligen uden ved Souverain-Regiering, og at de saa kaldte fri Republiqver ere ganske ikke tilstrækkelige dertil. Nogle ville vel holde saadan meening for uriimelig og daarlig, besynderlig de der af Grædske og Romerske skribenteres idelig læsning have faaet saadan høy idée om de saa kaldte Republiqver; Frihed er skadelig.men omendskiønt bemelte skribenteres forsæt have været at forsvare den Regiering, under hvilken de have levet, saa kand man dog klarligen see udi hvilken elendig tilstand samme Republiqver vare; Exempel derpaa af den Athenienske Republiqve.betragter man nøje Athenen, da finder man, at den gyldene frihed foraarsagede saadane ulykker i samme stad, som fast ikke kunde beskrives, som gamle skribentere ikke have kunnet nægte, men have tilskrevet samme ulempe andre aarsager, ej udi agt tagende, at den herlige og uskatterlige frihed, som de løfftede op til skyerne, var alleene aarsag dertil. Naar var samme stad fri for oprør? hvor offte blev ikke Regieringen forandret? hvor skadelige love bleve der ikke givne for at undertrykke dyd og tapperhed? hvad varvar]var] A2 B, hvar A1; var SS var] A2 B, hvar A1; var SS aarsag til den saa kaldte Ostracismus til Athenen, eller Petalismus udi Syracusen, hvorved alle de, som ved deres store dyd og meriter havde forskaffet dem anseelse, bleve umenneskeligen drevne i landflygtighed? hvad var vel endelig anden aarsag til, at Athenen saavelsom heele Grækenland komme under fremmet herskab, end samme Frihed? Item af den Romerske Republiqve.Betragte vi Rom, da finde vi, at samme frihed var aarsag til alle de u-lykker og blods udgydelser, som skeede sammesteds, hvilket altsammen de Romerske skribentere have iligemaade tilskrevet andre aarsager, som visse personers ondskab og Ambition, der have præfereret deres egen interesse for Republiqvens velfærd, ej udi agt tagende, hvad menneskerne var for Creatur, og at det var dem ikke mueligt at leve i frihed. Ingen tænkte at frihed var aarsag til saadan ulempe, men mange faldte paa de tanker undertidenundertiden]undertiden] A2 B, untertiden A1 undertiden] A2 B, untertiden A1 at det kom deraf, at der ingen ret ballance var imellem adelen og de gemeene, hvilket de endelig søgte at remedere, men derfor blev det ikke bedre; den stoore confusion varede stedse, hvorvel den ikke saa meget lod sig see, da Republiqven var endnu udi ringe anseelse og hafde saa mange udvortes fiender, som undertiden holdte de Romere udi samdrægtighedsamdrægtighed]samdrægtighed] samdrægighed A1 samdrægtighed] samdrægighed A1 , naar ingen slags |57Regiering hverken Aristocratie eller Democratie, hverken Consules eller Tribuni kunde hielpe. Men, da Republiqven begynte at faae sine udvortes fiender af halsen, og ikke længere frygtede for deres naboer, brød omsider den lue frem, som længe havde ligget skiult under asken, og begynte da de borgerlige krige og store blods udgydelser, som syntes ganske at ville ødelegge det Romerske folk, saa derfore øjnene omsider aabnedes paa mange, endogsaa dem, der mest havde været forblindede og indtagne af det søde og bedragelige friheds navn, saa at de omsider saae, hvor høyt fornødent det var dem, at Regieringen maatte forandres, og en absolut magt overdrages een person, der kunde allene remedere saadan ulempe; nogle af de gamle saae vel ogsaa tilforn hvorudi sygen bestod og hvor fornøden saadan Regiering var, til hvilken ende de saa kaldte Dictatores bleve udvaldte, der skulde have fuldkommen magt at giøre og lade, hvad dem lystede, men den bedragelige frihed kildrede dem end da formeget, saa at de inskrænkede saadan Dictatur eller Souverain-Regiering til en vis tid, hvorudover, saa snart samme høje Magistrats person havde nedlagt sin bestilling, begyndte tragœdierne igien at gaae for sig, indtil de omsider af den ene ulykke større end den anden lærdte at gaae den rette vey, saa det da maatte vel heede, som Lucanus siger:
Cum Domino pax ista venit,
saa man deraf klarligen kand see, hvormeget ovenbemelte Engelske autor farer vild, naar han siger: frihed &c. Slæme principia indprentes ungdommen af grædske og latinske bøgers læsning.Og hvor lidet profiteerlig udi den post de Grædske og Latinske Autores ere for ungdommen, uden de med stor skiønsomhed blive forklarede, effterdi udi samme bøger Regicidia eller Konge-mord ikke allene tillades, men endogsaa berømmes som den største dyd, hvor Hippias og Harmogiton blive opløffte til skyerneskyerne]skyerne] A2, skyeren A1, Skyerne B skyerne] A2, skyeren A1, Skyerne B , fordi de udrøddede Pisistrati familie, under hvis Regiering de Athenienser kunde have levet udi en lykkelig stand; hvor Brutus og Cassius kaldes de rette og eneste Romere, fordi de myrdede Cæsarem, en mand, der udi fromhed og forstand havde ikke sin lige, der havde giort ende paa de blodige borgerlige krige, og ved de allernyttigste love og forordninger søgt at læge Republiqvens svagheder. Jeg troer ikke, at der skal findes exempel paa udi histo|58rierne, at nogen saadan Republiqve har været fri for deslige u-lykker og u-ordenligheder, undtagen den Lacedemoniske Republiqve udi gamle dage, og nu omstunder den Venetianiske RegieringVenetianiske Regiering]Venetianiske Regiering] B, Venetianiske-Regiering A1 A2 Venetianiske Regiering] B, Venetianiske-Regiering A1 A2 , hvilke begge derfore have af de fleeste været anseede som mirakler og vidunder, men, Hvorfore denHvorfore den]Hvorfore den] B, Hvorforeden A1, Hvor fore den A2 Hvorfore den] B, Hvorforeden A1, Hvor fore den A2 lacedemoniske republiqve stod og florerede saa længe.naar man nøje vil betragte de Lacedemoniers Republiqve, ved hvilke midler den saa længe stod ved magt, skal man befinde, at det ikke bestod enten udi en ballance imellem stænderne indbyrdes, item imellem Ephoros og Kongerne indbyrdes, som endeel indbilder sig, der ophøyer saa meget de saa kaldte Respublicas mixtas eller sammenmængede chimeriqve Regieringer, men udi en stor tvang og haarde love, saa derfor deres frihed bestod udi pure indbildinger. item den Venetianske.Ligesaa kand man sige, om den nuværende Venetianiske Regiering, hvilken ved samme tvang saa længe har været conserveret. Endeel bilder sig vel ind at samme Regierings styrke og Bestandighed bestaar derudi, at der er en ballance imellem det store Raad kaldet Consiglio Grande, som forestiller ligesom et Democratie, og imellem Senatet kaldet Pregadi, derder]der] B, det A1 A2 der] B, det A1 A2 forestiller Aristocratie, og det Førstlige Collegium eller Signoria, som har et skin af et Monarchie, og at udi alle de Republiqver, som saaledes ere indrettede man kand leve baade udi frihed og bestandig Sikkerhed: men jeg finder at Regieringen udi de maader var ligesaa indrettet for dem udi Rom, thi der vare baade Consules, som præsenterede ligesom et Monarchie, det store Raad, som forestillet Aristocratie, og folke forsamlinger, som ved deres Tribunos forrestillede et Democratie, og dog alligevel laae indbyggerne stedse udi haar sammen til Republiqvens ubodelige skade. At det samme derfor ikke skeer udi Venedig foraarsager ikke ovenbemelte sammen-mængde Regiering, men den store tvang og friheds indskrænkelse, uden hvilken alle andre precautioner ikke kunde hielpe. Derfor er landet opfylt allevegne med spioner, hvilke gemeenligen kaldes Spie dej inqvisitori, der nøye merke alles, besynderligen de stores tale og gierninger, og give det strax an for inqvisitionen ved middel af de saa kaldte denunzie segrete, og giøre samme Inqvisitores ikkun kort process med saadane der ere angivne. Man har exempler paa, at adskillige ere paa |59løse mißtanker blevne henrettede, og er besynderligen merkelig Ant. Foscarini historie, hvilken paa en falsk angivelse, at han havde talt med en Spansk Ambassadeur blev af Inqvisitionen fangen og strangulered. Heraf kand man see, at hverken de Lacedemonier ey heller Venetianer kunde kaldes frie folk, efftersom de levede udi langt større tvang end nogen af dem, der leve under absolut enevolds Regiering, og at aarsagen til samme Republiqvers styrke og langvarighed bestod udi deres friheds indskrænkelse. Udi andre Republiqver, hvor saadan tvang ikke er, seer man, at ingen fred og sikkerhed er; Men fast idel uroligheder og borgelige krige, og er fast ingen fri derfor, naar jeg undtager de smaa Republiqver eller fristæder, hvilke enten leve under andre Potentaters protection, eller af frygt for deres Naboer holde fred indbyrdes.
Svar til objectioner om den hollandske republiqve.Det eeneste, som kunde have noget skin til at igiendrive denne meening synes at være Hollands exempel, men derved er igien at merke, at den Hollandske Republiqve er ikke ret meget gammel; thi det er ikke længere end siden 1648. Hollænderne bleve af Spanien erklærede et frit folk, siden den tid have de mesten hafft udvortes fiender paa halsen, hvilke have tvunget dem til at holde fred og rolighed indbyrdes; Udi den korte stilstand med Spanien vare de strax udi haar sammen; Religions tvistighederne imellem de Arminianer og Gomarister vare ikkun et skiul og prætext, som en og anden Betiente sig af for at faae deres forsæt frem, og vare samme uroligheder ikke saa let bleven stillede, hvis ikke stilstanden med Spanien havde været til ende, og krigen igien været begynt paa nye; Effter den Westpfalske fred reiste sig den Løvensteinske handel, hvilken kom til den extremitet, at Prindsen af Oranien med en krigsmagt marcherede mod Amsterdam. Siden den tid have de stedse levet udi rolighed indbyrdes, naar jeg undtager det store oprør, hvorudi den fortreffelige Jan de Wit med sin broder blev paa saadan uhørlig maade tagen af dage; Men aarsagen til saadan indbyrdes fred og enighed kand heller tilskrives de Franske krige end regieringen, thi adskillige, besynderligen Mons. Temple har i agt taget, at der ellers ere store indvortes skrøbeligheder hos den Hollandske Republiqve, |60som true den med en og anden uleylighed, besynderlig den jalousie, som er imellem de andre Provincier og Holland, hvilken sidste søgersøger]søger] søge A1 A2 B; søger SS søger] søge A1 A2 B; søger SS udi de store forsamlinger at drage til sig den største authoritet, item imellem de Hollandske stæder og Amsterdam, hvilken stad udi rigdom og magt har saaledes tiltaget, at den bliver anseet af de andre med skeele øyne; Hafde derfore mange autores nøje alt saadant overveyet eller rettere villet overveye, havde de ikke skrevet saa ilde om enevolds regiering, hvilken sandelig er den eneste, som meriterer at kaldes fuldkomen regiering, effterdi ved den allene erholdes den sikkerhed, som de første mennesker ved Societeter have søgt at erholde, thi det maa staa fast, hvor der er regiering og øvrighed der maa være magt, thi hvad nytter det til, at øvrigheden slutter og befaler noget, naar den ikke haver absolut magt at tvinge dem, som ikke ville effterleve det samme; thi jeg kand ikke see, at, naar borgerne udi Londen ikke ville lade sig nøye med en Parlements slutning, hvo der kand tvinge dem til at efterleve den samme, ey heller, naar indbyggerne udi Amsterdam ikke ville efterleve øvrighedens gode ordre; men, at saadant skeer, reyser sig eendeel af borgernes egen høflighed, eendel og af det at præsterne holdes til at prædike saa meget om den lydighed, som undersaatterne ere øvrigheden pligtige efter Guds lov; Thi man seer, at, naar bemelte præste udi saadane Republiqver ikke ville gaae den rette vej, kunde de ved en oprørsk tale og prædiken føre undersaatterne udi gevær mod øvrigheden, ikke mindre end Oratores og Demagogi fordum udi Rom og Grækenland; Slemme og ulovlige midler at conservere Republiqver.Hvorfore de klogeste personer, som have meget at sige udi saadane fristæder eller lande, maa undertiden af politiqve indvikle Republiqven udi krig, for derved at hindre de urolige borgere ikke skulle vende deres sverd mod hinanden indbyrdes. Saadant middel greebe fordum de Romerske Consules til, naar paa ingen anden maade rebellioner kunde stilles; Og holdt den listige Cromvel for, at Engelands indvortes sikkerhed fornemmeligen bestod derudi. Naar man derfor dette nøje overveyer, kand man klarligen see, at absolut enevolds regiering er den sikkerste af alle; item hvor meget de fare vilde, der kalde dem nedrige gemytter, som frivilligen give sig derunder, saasom det skeer ikke af nogen bassesse, men for tilfelles sikkerhed, thi man seer, at undertiden de som have størst ambition ikke ville leve udi frihed; Derfore |61løbe fordum mange, af de fri Grædske stæder til Cyprus hvor Evagoræ Rige var, eftersom de ikke kunde taale at see regieringen vakle udi den slemmeste almues hænder. Jeg skriver dette ikke for at fordømme andre regieringer, men alleene for at vise, med hvorliden skiønsomhed bemeldte Engelske skribent har afmalet den danske, og haaber jeg at ingen kand udtolke mig dette til hyklerie; Thi det er sandelig ikke min hoved lyde; Jeg taler intet uden med bevisligheder, holder mig ogsaa til det bekiente Axioma: En hver ærlig mand er forbunden til at forsvare den Regiering, som han lever under.
Man seer at udi disse sidste tider, (nu verden er meere oplysed, end den nogen tid har været) at udi adskillige lande saadan absolut envolds regiering er bleven indførdt; hvor højlig saadant var fornødent herudi riget bevidner noksom den slette tilstand Dannemark var udi for souverainiteten, da Riget maatte udstaa saadane haarde stød, og ligesom trædes under fødder af sine naboer, i hvorvel paa samme tid sad paa Thronen en Konge, der udi dyder og store qvaliteter ingen Potentat udi sin tid noget eftergav, jeg meener den Høylovlige Konge Fridericus III. hvilken ved sin aarvaagenhedaarvaagenhed]aarvaagenhed] A2, aarvagenhed A1, Aarvaagenhed B aarvaagenhed] A2, aarvagenhed A1, Aarvaagenhed B og store bestandighed næst GUd alleene opholdt dette Rige, da alting vaklede, og det heele land syntes at ville blive fienden til rov og bytte, ja havde forflyttet krigen til Stokholm selv, som Monsr. Terlon bevidner, hvis han havde haft en souverain magt, og ingen havde hindret ham at sætte sine viise anslag udi verk. Fornødenhed til souverainetetens restitution udi Danmark.Alle saae derfor da hvor højligen det var fornødent at restituere Hans Maj. den souveraine magt, som hans Forfædre udi gamle tide havde haft, og under hvis regiering Dannemark havde saa meget floreret og været en skræk for alle sine naboer; Derfore da krigen var endet, og Stænderne efter sædvane vare kaldede sammen at raadslaae om Rigets beste, giorde den gemeene mand, nemlig Borgerskabet og GeistlighedenGeistligheden]Geistligheden] Geistlighcden A1 Geistligheden] Geistlighcden A1 begyndelse til dette verk, og gave den 8de Octobris en skriftlig begiering, som bekiendt er, til Adel-standen, hvorpaa siden fuldte Adelens samtykke, og den Regiering blev indretted, som vi nu leve under.
Den gamle Regierings-form.Jeg skulde vel her efterher efter]her efter] A2 B, herefter A1 her efter] A2 B, herefter A1 min vedtagne maade, førend jeg træder videre frem, give en kort afrisning paa den gamle regierings|62form; Men, som aldeles intet derom i serdeleshed er skreved, og, det, som man kand udtrække af historier, love og haandfæstninge, er meget mavert og lidet tydeligt, saa kand jeg mine kiære landsmænd her udi ikke fornøje, med mindre de vil lade sig nøje med nogle faa linier.
Man finder at Kongernes magt har været meer og mindre indskrænked, ligesom de have været meere og mindre paastaaendepaastaaende]paastaaende] paastaaende, A1 A2, paastaaende, paa B; paastaaende SS paastaaende] paastaaende, A1 A2, paastaaende, paa B; paastaaende SS deres kongelige myndighed, og taget deres højhed udi agt. den kongelige myndighed har havt sin flod og ebbe.Saaledes merker man af historien, at Waldemar den første, Knud 6 og Waldemar den anden have havt meer at sige end Erik af Pomern og Christoffer af Bayern, og merker Hvitfeld særdeles om Kong Christoffer den anden og Waldemar den tredie eller fierde, at de ikke have villet taale, at den kongl. myndighed var meget indskrænked. Derfor bliver den sidste udi krøniken kaldet Waldemar den onde, efterdi han handhævede sin myndighed, skiøndt hans historie viser over alt, at han har været en af de nyttigste Konger i Dannemark. Særdeles anmerkning over haandfæstninger.(2) Blev den kongelige myndighed meer og mindre indskrænket ved haandfæstninger, ligesom conjuncturerne vare meere og mindre favorable; Thi jeg har antegnet paa et andet sted, som meget særdeles eftertænkeligt, at fast ingen af de Danske Konger, der have succederet deres forældre udi regieringen, have givet haandfæstninger fra sig ved deres regierings tiltrædelse: Thi Hvitfeld, som ellers ikke glemmer at anføre haandfæstninger ord for ord, har ingen bragt for lyset af dislige Konger. Der findes udi historien ingen Waldemari den førstes haandfæstning, ey heller hans søns Canuti den siette, ey heller Waldemari den andens, Erik Plogpennings, Abels, Christophori den førstes, Erik Mændveds &c. efterdi enhver af de samme uden tvistighed succederede sin Fader eller Broder. Derimod Kong Christoffer den andenanden]anden] første A1, andens A2, Første B; anden SS anden] første A1, andens A2, Første B; anden SS , saasom han uformodentligen kom til regieringen, item Waldemar den fierde, iligemaade Olaus Dronning Margarete Søn, saasom han ikke var dansk fød men fremmed, maatte lade deres myndighed indskrænke ved haandfæstninger. Saa at man deraf seer, at de saa kaldte capitulationer eller haandfæstninger ikke flyde af forma regiminis eller den Danske regierings-natur; men, at Stænderne have taget leylighed af interregnis og thronens vacance at sammensmede de samme.
|63 Herredage eller Dannehoffe.Man kand ellers sige at Majestas Regni eller den souveraine myndighed bestod udi stændernes store forsamlinger, kaldede gemenligen Herredage eller Dannehoffe, men herved maa i agt tages, at saadanne herredage vare tvende slags. Nogle vare aarligen reglerede forsamlinger, som efter Waldemari den tredies forordning skulde holdes eengang om aaret til Viborg, eller udi Nyborg hvert aar mitfaste-søndag efter Kong Olai og Kong Erik Christoffersens anordning. Paa saadane reglerede Dannehoffe forhørdtes alle klagemaal, og dømtes paa alle indstævnede sager. Udi de sidste Kongers tid holdtes de allene gemenligen til Kiøbenhavn, og saasom de vare intet andet end Rigets Højeste Ret, saa maa deslige Herredage nøje distingueres fra de andre store Herredage, som berammedes paa extraordinaire tider ved en og anden lejlighed. Deres mening giendrives, som holde for at Herredagene holdtes gemeenligen til Odense.Endeel fremmede have merket, at saadane store forsamlinger alletider holdtes udi Odense, hvilke en af vore nye Danske skribentere derudi har udcopieret sigende derom saaledes udi Friderici III historie: In dieses dessein trat der königl. Cammer-Herr Christoffer Gabel mit ein, und wie nach dem Kriege ein Reichstag nöthig war; beredete er den König, solchen nicht zu Odensee, wie sonst gewönhl. sondern zu Copenhagen anzustellen, wo der Adel, als in der Falle leichtlig von der Bürgerschaft und der Gvarnison würde können gezwungen werden. Men den danske historie viser, at saadant er enten vildfarelse eller en malicieux digt; Thi Herredagene have aldrig været bundne til visse steder. Udi Waldemari den 2dens og Erici 4des tid bleve Herredagene foreskrevne til Samsøe, Vordingborg og Roskild, af Erik Christoffersen til Nyborg og Skielskør. De andre Herredage, have været berammede til Ringsted, Vrangstrup og adskillige andre steder, saa at jeg seerseer]seer] A2 B, see A1 seer] A2 B, see A1 ikke at Odensee derudi haver haft preference for andre steder. Vil man sige at Rigsdagene ere meer bestandigen holdne til Odensee, udi de sidste tider, da kand man sige at det er ikke mindre falskt; Thi krøniken viser, at, siden Kiøbenhavn er bleven en kongelig Residentz-stad, Herredagene oftere er holdne udi Kiøbenhavn end udi nogen anden stad i Dannemark, og det fra Christophori Bavari tid indtil Kong Friderich den 3die, da Herredagene bleve afskaffede.
|64Paa disse Herredage bleve afgiorte Rigets allervigtigste sager. Hvad som forhandledes paa Herredagene.Der blev handlet om nyt Konge-vall, om krig og fred, og almindelige Lande-skatte. For exempel den Herredag til Samsøe 1215 af Kong Waldemar den 2den var for at hylde hans Søn. Den Rigsdag holden til Vordingborg 1240 af sammesamme]samme] A2 B, somme A1; samme SS samme] A2 B, somme A1; samme SS Konge var for at publicere den Jydske Lov-bog. Den Herredag som blev holden 1250 til Roskild, var for Kong Abels kroning. Paa den Herredag, som blev holden til Nyborg 1284 af Kong Erik Glipping, blev afskaffet adskillig misbrug udi Riget. Paa det Dannehoff, holdet til Nyborg af Kong Erik Mændved, blev dømt over den forrige Konges mord. Paa den Herredag holden af Kong Waldemar den 3die blev handled om skat og kronens indkomster. Paa den Herredag holden af samme Konge til Vrangstrup blev handlet om mynten. Den Herredag holden til Kiøbenhavn 1445 af Kong Christoffer af Bayeren, var for at celebrere samme Konges brøllop med Dorothea Margrævinden af Brandenborg. Den Herredag, holden til Odense af Kong Friderik den første, blev forskreven for religionens skyld. Saa man deraf seer, at bemelte Herredage vare fordum her i Riget det samme som Rigsdage nu omstunder ere udi Polen. Den forskiæl er allene at til de polske riigsdage blive allene kaldede Adelen og Prælater, da derimod til de Danske Herredage bleve kaldede alle stænder end ogsaa borgere og bønder, hvorvel de sidste vare ofte ikke andet end spectatores, saasom det alt kom an paa Adelen.
Rigets-Raad.Af Adelen toges alle de personer som constituerede det store Rigets-Raad, bestaaende af 23 lemmer, af hvilke, naar nogen ved døden afgik, havde de andre frihed ved en bevilning given 1645 at forestille udi den province, den døde var udaf, 6 til 8 personer, hvoraf Kongen satt een til Rigets-Raad og ingen anden, og, naar nogen af de højeste Rigets Bestillings-mænd, saasom Rigets Hoffmester, Marsk, Rigets CantzlerMarsk, Rigets Cantzler]Marsk, Rigets Cantzler] Marsk Rigets Catzler A1, Marsk Rigets Cantzler A2, Marsk Cantzler B; Marsk, Rigets Cantzler SS Marsk, Rigets Cantzler] Marsk Rigets Catzler A1, Marsk Rigets Cantzler A2, Marsk Cantzler B; Marsk, Rigets Cantzler SS , Rigets Amiral eller Stadholderen udi Norge bortdøde, forestillede samme Rigets-Raad 3, som saadane bestillinger kunde betiene, hvoraf Kongen een dertil forordnede. De høje Embedesmænd, som havde deelt Rigets vigtigste sager mellem hinanden, vare i gamle dage Rigets Hofmester, Rigets Cantzler og Rigets Marsk, hvilke vare anseede, som Kongens medhielpere udi regiering; som Fried. den 2dens haandfæstning vidner art. 45.
|65Rigets Hofmester var det samme, som fordum Rigets Drost.Udi den gamle historie tales ogsaa om Rigets Drost hvilken udi den constitution, som blev giordt til Calmar under Erico Pomerano beskrives, som den allerhøjeste og vigtigste Embeds-mand. Men udi de sidste tider tales ikke meer om saadan Drost, men allene om Hofmesteren, saa at jeg deraf slutter, at Drostens embede blev forvandled til Hofmesterens, hvilken meening Arild Hvitfeld bestyrker med disse ord udi Erici den siettes historie, naar han siger. Drostens Embede var den tid som nu Hofmesters. Han var mere end Marsken. Og, saasom Drostens Embede beskrives udi oven omtalte Calmarske constitution, kand man deraf see, hvad Hofmesterens embede var. Thi der findes udi samme constitution disse ord: Hans embede.Drosten skal have samme magt som Kongen selv (forstaae udi hans fraværelse.) Han skal nærvære udi alle domme over alle andre dommere at styre vold og uret, styrke og hielpe dem, som uret overgaaer og bør alle indbyggere ham troeligen tilhielpe, naar Drosten tilsiger, ligesom Kongen selv tilsagde. Saa at man deraf kand see, at Rigets Hofmester, som har succederet udi Drostens embede, kand kaldes Rigets StatholderStatholder]Statholder] A2, Satholder A1, Sadtholder B Statholder] A2, Satholder A1, Sadtholder B , og har her været udi samme anseelse som den store Connetable eller Maire du Palais udi Frankrig. Og, efter at den titul af Drost kom af brug, have de højeste Embeds-mænd allene føret titel af Rigets Hoffmestere undtagen den sidste Hofmester Joachim Gerstorff, som strax efter souverainetetet af Friderich den tredie blev giordt til Drost. Rigets Marsk.Efter Hofmesteren fuldte Rigets Marsk, hvilken paa samme sted beskrives saaledes: Marskens embede er saa, at han er særdeles pligtig til at hielpe Drosten til at skikke lov og ret i Kongens sted, og rette over dem som uret have, og ville ey lade dem nøje med ret. Og er hans embede end mere, om krig og orlog fulde paa Riget, at være formand til alle dem, som udskikkes til Rigets værn, og styre og raade derfor efter gode mænds raad: Heraf sees, at Marsken havde at sige baade udi civile og militaire sager, skiøndt den fornemmeste part af hans embede var at commandere krigshæren. Rigets CantzelerEfter Marsken fuldte Rigets CantzlerCantzler]Cantzler] Eantzler A1 Cantzler] Eantzler A1 , |66som var hoved for Justitien, saa at hans høje Person forestillede Højeste Ret og Cancellierne; Thi Christiani 3 Recess siger: Domere ere næst Kongl. Majestet her udi Dannemark Rigets Cantzler og Rigets Raad. item at alle stævninger fra andre rette gaar ind til Cantzleren. Hvad myndighed Bisperne tiltoge sig udi Rigets sager, kand sees af det Capitel om religionen.
Beviisligheder at Dannemark i gamle dage var et arverige. Første beviis.Her synes ogsaa fornødent, at tale noget om den gamle Danske successions-ret, hvorom skribentere ellers have adskillige meeninger, nogle holde for, at Dannemark udi ældgamel tid stedse har været et Vall-Rige, andre med bedre grund, at derudi har været en Arve-succession, og bevise saadant med kraftige argumenter af den Danske Historie, af hvilke de fornemste ere, (1) At de nærmeste udi blodet altid have succederet, saa at endogsaa de, som have været udygtige og uværdige til regieringen, ey ere bleven udelukte; Thi Arve-Riger skilles fra Vall-Riger derudi, at udi hine er en fornøden succession. Nu er det af historierne bekiendt, at de Danske Konger fra Caroli Magni tid indtil Dronning Margareta have regieretregieret]regieret] re-regieret A1 regieret] re-regieret A1 saaledes, at sønnen haver stedse efterfuldt Faderen, omendskiønt han undertiden har af folket været holden ubeqvem til regieringen, hvilket besynderlig kand sees af tvende exempler: Først Kong Svends, hvilken, saasom han var Knud den stores næste forvante nemlig hans Søstersøn, blev Konge udi Dannemark, omendskiønt han var folket ikke behagelig, men, fordi der var ingen anden til overs af Konge-stammen. Det andet exempel tages af Kong Abel, hvilken succederede sin broder Erik, som han havde ladet ihielslaae, og det, som historien siger, efterdi der var ingen nærmere af den Kongelige Stamme; Thi, dersom de Danske Stænder havde havt ret at vælge sig en Konge, havde de uden tvil gaaet den forbi, der havde begaaet saadan misgierning, og hvilken de ikke kunde vente dem noget got af, og udvaldt hans yngste Broder Christopher.
Andet beviis.Det andet argument, hvormed de beviise de gamle Danske Kongers arve-rettighed, tages derudaf, at Riget undertiden ikke allene er faldet til udlændige, efterdi de have været den afdøde Konge beslegtiged, men endogsaa, at en Dronning haver regieret. Det første |67kand sees af Kong Olafs exempel udi Norge, hvilken, hvorvel han var en udlænding, kom dog til regieringen, efterdi han var fød af den Danske Princesse Margareta; item af Erik til Pommern, der ogsaa, omendskiøndt en udlænding, kom til regieringen, eftersom han nedstammede fra den Danske Princesse Ingeborg. At Fruentimmer ogsaa haver regieret, beviser Dronning Margaretæ exempel, hvilken efter hendes Søns død blev regierende Dronning udi Dannemark og Norge; Thi historien siger, at, saasom der var ingen af den Kongelig Stamme paa sverdsiden til overs, faldt regieringen til Dronning Margareta, og siger derfor en fremmed skribent, nemlig Arnisæus lib. 3. de Republ. Fruentimmeret udelukkes ikke udi Arve-Regieringer, hvilket kand sees af den Spanske, Aragoniske, Engelske, Skottske og Danske historie.
Tredie beviis.Det tredie argument tages af umyndige børns succession, hvilket er et ufejlbart beviis paa en arve-regiering; Thi det var urimeligt, at, naar Stænderne havde en fuldkommen magt at udvælge den beste og dygtigste, de da skulde tage et umyndigt barn, som ikke kunde regiere sig selv. At der udi Dannemark ere umyndige børn komne til regieringen, kand sees af Erik den 2den, hvilken blev kaldet barn, efterdi han kom til at regiere udi sine børne aar, item Waldemar I, hvilken, omendskiønt han ikkun var 9 aar gammel, blev dog Konge. Erik Glipping blev kroned til Konge udi sit ellevte aar; item Olaus Margaretæ Søn, hvilken udi sit ellevte aar blev hyldet til Konge udi Dannemark; Dronning Margareta lod ogsaa hylde Erik af Pomern, da han endnu ikkun var et barn, saa man deraf kand see, at det Rige, som betroes smaa og umyndige børn, ikke kand være et frit Vall- menVall- men]Vall- men] Vall-men A1 A2 B; Vall-men SS Vall- men] Vall-men A1 A2 B; Vall-men SS Arve-Rige.
Fierde beviis.Det fierde hoved-argument tages derudaf, at Kongerne undertiden have deelt Riget som et patrimonium imellem deres børn, hvilken deeling ingen sted har uden udi Arve-Riger; Ja end ikke udi alle; Saaledes seer man udi den Danske historie, at Kong Knud den Store deelte Rigerne imellem sine Sønner, saa at Harald fik Engeland, Knud Dannemark, og Svend Norge; Siden den tid er Dannemark ofte bleven deelt blant mange Prindser, hvilken deeling noksom giver tilkiende, at Riget efter en Konges død ikke faldt |68til Stænderne, og gav dem magt at udvælge en efter eget behag; Thi ellers havde de ikke tilstedet, at Riget derved blev svekket. Historierne give tilkiende, at saadane deelinger skeede, efterdi endeel Konger af utidig kierlighed til deres børn undertiden satte Rigets velfærd til side, og deelte Provincerne imellem deres Sønner, at ingen skulde være arveløs.
Femte beviis.Det femte argument tages af den magt de Danske Konger have haft, at adoptere til successionen. Nu er vitterligt hvad adoptio in jure er, og at den ikke kand have sted uden udi Arve-Riger, hvorom Bodinus taler de Rep. l. 6. Naar den Kongel. Linie er uddød, haver den sidste magt at adoptere en Successorem, uden Raadet eller Folket haver saadan ret, dersom derfore en Konge adopterer en Successorem, holdes han ufejlbarligen for at have sit Rige med arve-rettighed. Udi den Danske historie finder man, at Dronning Margareta, som havde Dannemark og Norge ved arve-ret og Sverrig ved vaabens ret, adopterede den unge Hertug af Pomeren til sin søn og arving udi alle tree Riger.
Naar den gamle arverettighed blev afskaffet.Nu rester at eftersee, om denne arve-rettighed, som de Danske Konger havde, blev afskaffet, da de Højlovlige Konger af den Oldenborgske Stamme komme at sidde paa thronen, eller om den endda blev ved magt. Det er ingen tvil paa, at, naar den Kongelige Familie gandske er udslukt, om den sidste Konge ikke udi saadan fald nævner en Successor, at jo da Riget falder udi Stændernes hænder. Men, omendskiønt Christopher af Baiern ingen børn efterlod sig, var derfor ikke den Kongelige Danske Linie uddøed; Thi der levede endda Adolphus Førsten af Slesvig og Greven af Holsten, som nedstammede fra Waldemar den 4de, hvilken Stænderne derfore offererede Riget. Men, da samme Adolphus vegrede sig formedelst adskillige aarsager derfor, søgte Stænderne Græve Christian af Oldenborg, besynderlig af den aarsag, efterdi han var fød af Hedevig Adolphi Søster, og derfor var den nærmeste arving til den Danske Krone. Af det derfor, at de Nordiske Riger bleve forflyttede til det Oldenborgiske Huus, kand man see, at Stænderne holdte for, at samme Rige ved arve-ret tilhørte samme Familie.
|69Omendskiønt stænderne siden, efter at riget var forflyttet paa en fremmed Prinds, indskrænkede meget den Kongl. magt, besynderlig, efter at Kong Christian den anden havde forladt Rigerne, efter hvilken tid de tiltoge sig magt at udvælge Konger, Første Vall-Rettighed indført udi Kong Christian den II. tid.dog observerede de endogsaa udi udvælgelsen selv en arve succession, og aldrig gik den første fødde Prinds forbi; Saaledes fuldte efter Christian den første hans søn Hans; Kong Hans igien designerede sin søn Christian den anden til Konge, da han endda ikkun var 6. aar gammel hvorvel med stændernes samtykke. Efter at Kong Christian den anden var dreven udi landflygtighed, kand man ikke negte, at jo Successionen blev brudt, efterdi hans søn Johannes blev forbigaaen, og hans Farbroder Fridericus I. blev antagen til Konge, hvorudover ogsaa samme Johannes protesterede imod saadant Wall, men, saasom han døde udi samme aar, som Kong Friderik, faldt Riget til hans søn Christianum III. og siden ved Christiani III. død til Fridericum II. som blev igen efterfuldt udi Regieringen af sin søn Christiano IV. en Prinds udi sit ellevte aar, Christiani IV. søn blev udi sin faders livs tid designered til konge udi Dannemark, og derfor gemeenlig kaldet Christianus V. omendskiøndt han døde Prinds; saa at man deraf kand see, at hvor stor magt stænderne, efter at Riget var forflytted paa den Oldenborgske stamme, tiltoge sig, de dog altid i agt toge arve-successionen, naar man allene undtager Prinds Johannis exempel, hvilken, da Kong Christian blev dreven i landflygtighed, blev af frygt for hans fader forbigaaet.
Men efter Christiani IV. død begyndte nogle af stænderne at pøndse paa nyt og disputere hans søn Friderik Hertugen af Bremen Successionen; Men den største deel af Adelen satt sig imod saadane anslag, saa at Prinds Friderich efter den lovlige gammel sædvane blev Konge udi sin Hr. Faders sted, hvorvel den Kongelige magt ved en haard haandfæstning blev meere indskrænket end i nogen hans forfædres tid. Udi denne høylovlige Konges tid toge stænderne den berømmelige resolution, hvorom tilforn er talt, og restituerede hans Majt. udi den rett, som de gamle Danske Konger tilforn havde.
Svar til objectioner herimod. Det fornemmeste som synes at striide mod denne meening, er at de Danske Konger ofte udi historierne blive kaldte Vall-konger, men dertil kand svares, at der findes mange exempler paa, at Kon|70ger endogsaa udi de Riger, som ingen tviler paa, de jo ere Arve-Riger, ogsaa kaldes udvalde Konger. Saaledes er der ingen tvil paa, at jo det Franske Rige stedse har været et Arve-Rige; ikke dismindre blive dog de Franske Konger ofte af skribentere stiilede udvalde Konger, og bruger derfor Erke-Bispen af Reims ved den Kongl. inauguration saadan formul: Jeg udvælger udi folkets navn til Konge udi Frankerig. Iligemaade blive ogsaa de Spanske Konger ofte kaldte udvaldte Konger, hvorvel ingen tviler paa, at jo Spanien er et Arve-Rige, hvoraf mand kand see, at det ord udvælgelse betyder ikke alletider, at stænderne have fuldkommen magt ved en Konges død, at give Riget til hvem dem lyster, men at det undertiden betyder intet andet end inauguration og hylding. At det samme ord ikke haver haft anden bemerkelse udi Dannemark, kand sees af den heele svite af historierne, som viser os, at den førstefødde søn altid haver succederet sin fader, og at der aldrig ved en Konges død, har været inter-Regnum eller mellem Rige, som udi Polen og andre steder, hvor de rette Wall-Riger ere.
Nu følger at tale om den Regiering som nu florerer, hvilket ikke kand forestilles bedre, end ved at indføre
Friderici III. Konge-Lov, Friderici III. Lex Regia eller Kongelov publicered af H. M.H. M.]H. M.] A2 B, H. W. A1 H. M.] A2 B, H. W. A1 kong Friderich den IV. den 4. Sept. 1709.
publicered den 24. Sept. 1709. som lyder saaledes:
Vi Friderich den tredie af GUds naade Dannemarkes, Norges, Wenders og Gottes Konge, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn, og Ditmarschen, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, giøre alle vitterligt, at, eftersom vi ikke alleene af andres exempel, men endog af egen forfarenhed have fornummet og udi gierningen befundet, hvor underligen den store og almægtige Gud over alle Konger og Herskabe, saavel som deres underhavende Riger og Lande efter sin urandsagelige viisdoms raad hersker og alting derudi styrer og beskikker, fornemmelig i det hans guddomlige Almagt den, over os, vort Kongelige huus og disse vore Konge-Riger og Lande udi forgangne aaringer svævende fare, ja fast øyensynlig forestaaende yderste forderv og undergang saaledes faderligen |71haver afvendet og til saadan en ende udførdt, at vi ikke allene er bleven reddet og satt udi ynskelig fred og rolighed, men endogsaa vore da værende Rigens Raad og samptlige Stænder, Adel og U-adel, Geistlig og Verdslig dertil bevæget, deres forrige kaar og vallrettighed at affstaa og begive, den tilforne af Os underskrevne haandfæstning med alle sine gienparter, puncter og clausuler død, magtesløs og til intet giøre, Os for vor Eed, vi giorde, der vi først traade til Regieringen udi alle maader og uden nogen exception qvit og fri at erklære, og saaledes Os og de af Os, saasom hovedet og første Eier, ved ret lovlig ægteskab nedstigende mand og qvinde linier, saa længe nogen af dennem i live ere, arverettigheden til disse vore Konge-Riger Dannemark og Norge, samt alle Jura Majestatis, absolute magt, Souverainetet, og alle Kongelige herligheder og Regalier utvungen og uden nogen vores tilskyndelse, anmoding eller begiering, af egen fri villie og fuldberaad huehue]hue] hun A1, hu A2, Hue B; hue SS hue] hun A1, hu A2, Hue B; hue SS allerunderdanigst at andrage og overantvorde, deslige at renuntiere den af os paa vores elskelig kiere søns Prinds Christians vegne Ao. 1650. den 18. Junii udgivne revers, samt vor provisional Disposition dateret Ao. 1651. den 9. Junii, saavelsom og alt hvis udi Recessen, Ordinantzen og andre forordninger kunde findes, haandfæstningen gemæs, at stride imod denne vor arverettighed, Souverainetet og absolute Regiering, stillende det ogsaa udi vor egen allernaadigst villie ikke alleneste paa hvad maade Regieringen herefter skulde indrettes, men endog hvorledes med Successionen og arve-liniernes ordentligen paa hinanden følgende rad blant Mand og Qvinde-kiøn skulde forholdes, og paa hvad maneer i den mindre-aarige Konges unge alder (om slig minorennitet i fremtiden sig maatte tildrage) Regimentet skulde føres og beskikkes, og herom efter vor egen naadigste tykke og velbehag en forordning at giøre, som de da lovet og med eed sig forpligtet haver at skulle være dennem, deres arvinger og posteriteten en fundamental, det er, uforanderlig grundvolds lov, og af dennem udi alle sine puncter og clausuler efterkommes, saa at vi, vore ægte-livsarvinger og deres Descendenter udi ingen maade hemmeligen eller aabenbarligen derimod af dennem, deres arvinger og efterkommer, skulde hindres og foruroliges, men ydermeere med eed forbundet sig imod alle og enhver, hvo det være kunde, indlændske eller u-lændiske, |72som herimod skulde vilde handle eller tale, saadant at forsvare, liv og ære, gods og blod derhos at opsætte, og at fra saadan deres pligt og skyldighed dennem, deres arvinger og efterkommere ingen venskab eller fiendskab, frygt eller fare, gavn eller skade, had, avind eller nogen menneskelig list og paafund udi ringeste maade skulde afvende, og hvad ellers ydermeere deres underdanigste løffter og tilsagne ere, hvormed bemeldte vore kiære og troe undersaattere deres inderlig devotion og kierlighed til os, og deres hiertelig attraa til vort kongelig Arve-Huuses florerende fremvext og tiltagelse, og disse vore Arve-Konge-Rigers almindelig tryghed og rolig Velstand haver villet give tilkiende. Da have vi ogsaa saadan den guddommelige forsyns synderlige skikning og vore kiære og tro undersaatters store kierlighed og allerunderdanigste devotion til os tilbørligen overveyet og betragtet, og derfor billigen vore tanker derhen vendet og rettet, saadan Regieringsform og Arve-succession at forordne og beskikke, som sligt et enevolds arve konge-dømme og Regimente det endeligen fordrer og udkræver, hvilken vi ogsaa med udi denne Konge-Lov, saasom kongedømmets rette uforanderlige fundamental-lov, ville have forordnet og beskikket, som skal holdes og agtes vore arvinger, deres efterkommere og descendenter, saavelsom og af meenige vore konge-rigers og landes indbyggere, fra den høyeste til den laveste, ingen undtagen, for en fuldkommen, uryggelig og umodsigelig forordning og lov til ævig tid.
(1) Den beste begyndelse til alting er at begynde med Gud, det første derfor, som vi for all ting ville udi denne konge-lov alvorligen have befalet, er: At vore efterkommere, børn og børne-børn i tusinde leed, paa sæderne og moderne, enevolds Arve-Konger over Dannemark og Norge ære,ære,]ære,] A2 B, ære. A1 ære,] A2 B, ære. A1 tiene og dyrke den eene, rette, og sande Gud paa den maade og maneer som han sig i sit hellige og sande ord aabenbaret haver, og vor christelig troe og bekiendelse klarligen derom formælder efter den form og maade, som den reen og uforfalsket er bleven foresat og fremstillet udi den Ausburgiske Confession aar et tusind femhundrede og tredive, og ved samme reene og uforfalskede christlige tro holde landets indbyggere, og den vældeligen haandhæve og beskierme i disse lande og Riger mod alle kiettere, svermere og Guds bespottere.
|73(2) Danmarks og Norges enevolds arve-konge skal være herefter og af alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og højeste hoved her paa jorden over alle menneskelige love, og der intet andet hoved og ingen anden dommere kiender over sig enten i geistlige eller verdslige sager uden GUd allene.
(3) Skal derfor ogsaa Kongen allene have højeste magt og myndighed til at giøre love og forordninger efter sin egen gode villie og velbehag at forklare, forandre, formeere, formindske, ja og slet at ophæve forrige af hannem selv eller af hans forfædre udgivne love, (denne Konge-lov alleene undtagen, hvilken, saasom Konge-dømmets rette grund og grundvolds lov, jo endeligen faaer at blive uforanderlig og uryggelig) saa og at undtage hvad og hvem ham lyster af lovens almindelige befalning.
(4) Skal og Kongen ene have højeste magt og myndighed at isætte og afsætte alle betiente, høje og lave, være sig hvad navn og titel de have kunde, efter sin egen fri villie og tykke, saa at alle embeder og bestillinger, hvad myndighed de have, skal af Kongens enevolds magt saasom af en kilde have sin første oprindelse.
(5) Kongen skal ene have vaabens og væbnings magt, at føre krig, slutte og ophæve forbund, med hvem, og naar han det got befinder; Told og al anden contribution at paalægge, eftersom enhver vel veed, at riger og lande ikke tryggeligen kand besiddes uden væbnet magt, og krigsmagt kand ikke holdes uden besolding, og besolding ikke bringes til veje uden skat.
(6) Skal og Kongen ene have højeste magt over al clericiet fra den højeste til den laveste, at beskikke og anordne al kirke-og Guds-tieneste; moder, sammenkomster og forsamlinger om religions sager, naar han det raadeligt eragter, byde, forbyde, og i almindelighed, korteligen at sige, skal Kongen ene have magt at bruge alle Regalier og Jura Majestatis, hvad navn de og have kunde.
(7) Alle regieringens ærinder, breve og forretninger skal udi ingens end udi Kongens Navn, og under hans signete udgaae, og skal han altid selv sin haand underskrive, om han ellers er kommen til sine myndige aar.
(8) Kongens myndige aar skal agtes hans alders fiortende aar, det trettende fuldendet, det fiortende begyndt, saa at, saasnart han |74træder i sit fiortende aar, skal han selv offentlig forklare sig myndig at være, og ingen verge eller formynder meer at ville bruge.
(9) Kongens vergemaal og formynderskab, imedens han er mindre aaring, skal i alle maade saaledes beskikkes, ligesom den næst for hannem regierende Konge for sin dødelig afgang skrifteligen derom forordnet haver. Men, dersom ingen saadan forordning eller sidste villie fandtes, da skal dermed forholdes som efterfølger. Nemlig Enke-Dronningen, som er den mindre aarige Konges rette kiødelige moder, skal være regente, og hende til hielp og bistand i formynderskabet tilføjes de syv højeste kongelige Raad og betientere, og skulde disse samtligen forestaae regieringen, og alting efter de meste Vota beslutte, hvor da Dronningen skal have tvende stemmer, og hver af de andre ikkun een stemme, og skulde alle breve, befalinger og alle regieringens ærinder altid forrettes og udstedes i Kongens navn, enddog de af regenten og samtlige regierende formyndere underskrives.
(10) Er Enke-Dronningen Kongens moder ved døden afgangen, eller og træder paa ny i egteskabs stand igien, da skal den næste Kongens frende blant Prindserne af blodet af vore nedstigende linier, som her i Riget er og altid kand blive tilstede, være Regent, (dersom han hellers er kommen til sine myndige aar, som skal agtes at være hans alders attende aar, det syttende fuldendet, det attende begyndt,) og iligemaade have tvende stemmers rettighed, og ellers videre med alting forholdes, som før er meldet.
(11) Men dersom forbenævnte Prinds af blodet ikke endnu var kommen til myndig alder, da skulle ovenbemelte syv højeste kongelige betiente allene forestaae og forvalte regieringen og formynderskabet med lige magt og myndighed, og hver person have en stemme, og saa alting fremdeeles efter den maade, som før er sagt.
(12) Dersom og nogen af de regierende formyndere fattedes ved dødelig eller anden tilfald, da skal de øvrige strax en anden, som døgtig til bestillingen er, udi hans sted indsætte, og hvo da er hans efterkommer i embedet, skal og betræde hans sted, og besidde hans sæde udi dette regierende formynderskab.
(13) Regenten og samtlige regierende formyndere skulle strax svære Kongen ikke allene huldskab og troskab, men endog i sær belangende deres formynderskab, at de i Kongens mindre-aarighed vil saale|75des forestaae regieringen, at Kongens absolute souveraine enevolds magt og arve-rettighed i allemaade uforkrenket og uformindsket hannem og hans efterkommere bevares, og ellers alting saaledes styre og raade, som de det agte for GUd og Kongen at forsvare.
(14) Og, saasnart de have giort deres eed, og træde til deres embedes forretning, skal det første de tage sig for, være, at de strax uforhalet, forfatte et rigtigt inventarium, det er fortegnelse paa disse Rigers og underliggende landes stæder, festninger, saa og gods, klenodier, penge, krigs-magt baade til lands og vands, saavelsomsaavelsom]saavelsom] B, saa velsom A1 A2; saa velsom SS saavelsom] B, saa velsom A1 A2; saa velsom SS ogsaa all Kongens indtægt og udgift, saa at heraf strax kand eragtes, udi hvad tilstand de det regierende formynderskab antræde, efter hvilken fortegnelse de og foruden noget paaskud igien have at giøre regenskab, og svare Kongen til alting, og staae hannem til rette for al tiltale, saasnart han er kommen til sine myndige aar.
(15) Skal da derfor og herefter aldrig disse Riger og lande holdes for at være foruden Konge, imedens vore nedstigende linier vare paa Færne og MørneMørne]Mørne] A2, Morne A1, Møderne B; Mørne SS Mørne] A2, Morne A1, Møderne B; Mørne SS , saa at saasnart en Konge ved døden afgaar, er strax virkelig og i gierningen selv Konge, og fører Konge Navn og titel den, som arve-linien den næste at være udviiser, og skal hannem strax Kongelige Majestetes titel og ubunden enevolds magt arveligen være til og hiemfalden det samme øjeblik hans formand aanden opgiver.
(16) Og enddog i det alle Stænder Adel-og U-adel, Geistlig, Verdslig en ubunden enevolds kongedoms magt Os og de af Os nedstigende linier paa Færne og Mørne til ævig tid arveligen haver engang overdraget, herefter strax, naar en Konge ved døden afgaaer, den næste i arve-linien Krone, Scepter og enevolds Arve-Konge titel og magt det samme øjeblik eigner og tilkommer, saa at ingen videre overantvordning i nogen maade behøves, eftersom Kongerne i Dannemark og Norge herefter til ævig tid, imedens nogen af Vor Kongelig Stamme er til overs, ere fødde og baarne og ikke kaarede eller valde Konger, ikke dismindre paa det al verden skal viide, at Danmarks og Norges Konger holde det for deres største højhed, at ydmyge sig for GUD, og at de agte det for deres højeste magt og vælde, at være velsignet af GUD ved hans Ords-Tienere til en lyk|76salig begyndelse paa deres Regimente, da ville vi og, at Kongen offentlig i kirken med dertil sømmelige ceremonier lader sig salve.
(17) Men Kongen skal aldeles ingen eed eller nogen forpligt, i hvad navn det og have kand, mundligen eller skriftligen fra sig give, efterdi han saasom en fri og ubunden enevolds Konge ikke kand bindes af sine undersaattere ved nogen eed eller foreskrevne forpligtelser.
(18) Kongen kand lade sin Salvings Høytidelige Fest holdes, naar hannem lyster, enddog han ikke er kommen til sine fuldmyndige aar, og er det jo før, jo bedre, at annamme og bekome GUDS velsignelse og HErrens kraftige bistand, som følger hans Salvede; Dog alt hvad som ceremonier ikkun angaar, dermed kand forholdes, eftersom tidens lejlighed det beqvemmeligst at være udviiser.
(19) Og, efterdi fornuften og den daglige forfarenhed noksommeligen lærer, at en samlet og sammenknyttet magt er langt sterkere, og af større kraft og fynd, end den som er adskilt og adspreed, og jo større vælde og herredømme en Herre og Konge besidder, jo tryggere lever han og hans undersaattere for alle udvortes fienders anfald, saa ville vi ogsaa, at disse vore Arve-kongeriger Danmark og Norge, samt alle de dertil hørende Provincier og Lande, Øer, Fæstninger, kongelige herligheder og rettigheder, Klenodier, Penge og alle andre mobilier, krigs-magt og rustning baade til lands og vands, saavelsom ogsaa alt hvis vi nu med sær ejeres ret besidde eller herefter enten af Os eller vore efterkommere med sverdet vindes eller ved arv og nogen anden lovlig titel og middel forhverves kand, altsammen, intet undtaget, skal uskiftet og udeelt være og blive under en Danmarks og Norges enevolds Arve-konge, de andre Prindser og Prindsesser af blodet lade sig nøje med haabet, og bie indtil raden omsider kommer til dennem og deres linier een efter anden.
(20) Og, saasom vi nu i foregaaende have anordnet, og som en højstnødvendig Artikel i denne Konge Lov alvorligen ville at skulle ubrødeligen og uden al imodsigelse holdes, at nemlig disse vore Riger, og alle de lande, som vi nu virkeligen besidde eller i fremtiden kunde have arve-ret og billig tiltale til, ingenlunde maa adskilles, skiftes eller deles, saa ville vi ogsaa, at da derimod de andre kongelige børn med nødvendig og reputeerlig under|77hold deres stand nogenlunde gemes, af Kongen forsørges, hvormed de og i alle maade skulle lade sig nøye, enten de i reede penge eller landgods blive aflagte, og, dersom land-godsland-gods]land-gods] A2, land gods A1, Land-Gods B; land gods SS land-gods] A2, land gods A1, Land-Gods B; land gods SS , være sig under hvad høy ære-titel det være kand, dennem forundes og tillægges, skulle de den aarlige indkomst, nytte, brug og frugt alleneste deraf deres livs-tid have sig at tileigne; Ejendommen samt all kongelig overmagt stedse hos Kongen forblivende: Hvilket og iligemaade om Dronningens livgeding er at forstaae.
(21) Ingen Prinds af blodet, som her i Riget er og udi vort gebeet sig opholder, maa giffte sig eller af landet reyse, eller begive sig i fremmede Herrers tieneste, med mindre han af Kongen forlov dertil erlanger.
(22) De Kongelige Døttre og Søstre skulle med Førstelig underhold forsynes, indtil de med Kongens ville og vidskab træde i egteskabs stand, da de med en Førstelig brudskat i rede penninge skal forsørges efter Kongens egen milde behag, og derimod fraskrive sig fra videre underhold hos Kongen for dem eller deres børn at søge og begiere, indtil arve-successionen udi Regieringen dem kunde tilfalde.
(23) Dersom Kongen ved døden afgaar, og den næste i linien til arve successionen udi Regieringen er da ude af Riget, naar arven hannem tilfalder, da skal han strax, alle andre ærinder til side sætte, uforhalet her ind i sit Rige Dannemark begive sig at boe og holde hoff, og Regieringen strax antræde. Og, dersom samme næste i linien, og da rette enevolds arve-konge ikke indstiller sig inden tre maaneders forløb, som er at bereigne fra den første dag hannem forrige konges dødelige afgang bliver forkyndet og anmeldet, da skal, med mindre han ved sygdom eller anden u-omgiengelig tilfald lovligen var forhindret, i hans sted være Konge den næste efter hannem i linien, som ellers efter hans død er næst til arven. Med Statholderiet og Regiments forvaltning imidlertid indtil Kongen kommer skal forholdes, saasom i Konge-loven om det regierende formynderskab er anordnet.
(24) Printzerne og Princesserne af blodet skulle have det øverste sted i sæde og gang efter Kongen og Dronningen, og iblant sig selv have præcedentie og oversted ligesom linien udviiser dem at være næst til arve-successionen udi Regieringen.
|78(25) De skulle og for ingen underdommere svare, men deres første og sidste Dommer skal være Kongen eller hvem han særdeles dertil forordner.
(26) Hvad som nu udi foregaaende om Kongens enevolds herredoms magt og høyhed sagt er, og, dersom noget ellers kunde være, som ikke nu i sær var udtrykkeligenudtrykkeligen]udtrykkeligen] A2 B, utrykkeligen A1 udtrykkeligen] A2 B, utrykkeligen A1 forklaret, er tilsammen korteligen begrebet i disse faa men fyndige ord: At Danmarks og Norges Konge er en fri høyst fuldmægtig enevolds arve-konge, saa at alt hvis om en absolut Souverain christen arve-konge kand til beste siges eller skrives, det skal altsammen ogsaa om Danmarkes og Norges enevolds arve-konning udi den yndeligste og beste meening forklares og udtydes, hvilket og iligemaade om Danmarks og Norges enevolds arve-Dronning er at forstaae, naar arve-successionen udi Regieringen nogen Princesse af blodet i sin tid skulde tilfalde. Og eftersom den daglige forfarenhed og andre landes ulykkelige exempler noksom udvise, hvor skadeligt det er, naar kongers og herrers mildhed og fromhed saaledes misbruges, at deres magt og myndighed af een eller anden, ja endog undertiden af deres egne nærmeste og høyest betroede tienere fast usynligen dennem beskiæres, og i saa maade det gemeene beste ligesaa vel som kongerne selv lider største forfang og afbrek, saa at det mange steds høyligen havde været at ønske, at konger og herrer med større nidkierhed havde holdet over deres myndighed, end tit og ofte skeet er, da ville vi og alvorligen have vore efterkommere enevolds arvekonger over Dannemark og Norge befalet, de med et nidkiert og vaagent øye give agt paa at holde deres arverettighed og absolute Souveraine det er enevolds magtes høyhed uforkrænket ligesom den nu af os her udi denne Konge-Lov dennem til ævindelig arv fuldkommelig er forrestillet, og derfor ogsaa til dens ydermeere bestyrkelse nu hermed strengeligen byde og befale, at, dersom nogen, være sig hvo det være kunde, skulde understaaeunderstaae]understaae] nnderstaae A1 understaae] nnderstaae A1 sig at udvirke eller forhverve noget som kunde i een eller anden maade være kongens absolute Souveraine enevolds magt til afbrek og forfang, skal dog alt hvis saaledes kand være tilsagt og erlanget, holdes for usagt og ugiort, og de, som sig sligt forhverve eller tilsneget have, straffes, som de der Majesteten beleidiget og imod kongens enevolds herredoms høyhed groveligen sig forgrebet have.
|79(27) Og som vi tilforn sagt have, at een allene skal være enevolds konge og herre over disse Riger og alle os underliggende lande, eller som i fremtiden kunde tillagde vorde, og de andre kongelige børn at skulle lade sig nøye med hvis kongen dem til nødvendig underhold, deres stand nogenlunde gemess vil forunde, og med det haab de have udi sin tid til arve-successionen udi Regieringen, saa ville vi nu, al tvist og strid at forekomme og at afværge, korteligen her anordne i hvad rad og paa hvad maade og maneer een efter anden i sin tid arveligen udi regieringen haver at succedere. Skal derfor sverdsiden udi ret lovligt egteskab aulet altid først arve-successionen udi Regieringen tilhøre, og imedens mand af mand er til overs, saalænge skal hverken qvinde af mand ey heller mand eller qvinde af qvinde kaldes, og aldeeles ingen af mørne stammen kronen arve, saalænge paa fædrene stamme nogen livs-arving findes, saa at endog qvinde af mand skal gange for mand af qvinde.
(28) Skal og i arve-tallets rad at merke alt linierne nøye tages i agt, saa at der ikke for alderens skyld springes af linie i linie, men sønnen træder strax i faderens sted, og imedens udi den første mandlige linie nogen mands person findes, skal den anden mandlige linie intet kunde arve, og, saa fremdeeles linie efter linie. Naar da endelig arve-successionen udi Regieringen til qvinde kiønnet falder, da træde først frem de af os paa færne stammestamme]stamme] A1 A2, Stamme B; stammen SS stamme] A1 A2, Stamme B; stammen SS ved sønnernesønnerne]sønnerne] sønnere A1 A2, Sønnerne B; sønnerne SS sønnerne] sønnere A1 A2, Sønnerne B; sønnerne SS nedstigende qvinde linier, og derefter omsider de som af os paa mørne-stammen ved døttrene nedstige, alt linie efter linie, en efter anden, og første føddes-ret altid tagen i agt, saa at, korteligen, sværdsiden altid gaar for, de mandlige linier altid først, og saa blant dem, som ere lige i linie og kiøn den ældere stedse foregaar den yngere og nyder førsteføddes-ret.
(29) Og, paa det at jo alting saa klart maa for øyne stilles, at ingen i fremtiden med nogen billigheds skin skal kunne forevende nogen tvistige ords vanskelighed i denne Konge-Lovs forordning, da ville vi den med vore egne kongelige børns navne i sær saasom til exempel forklare. Naar vi derfore efter Guds villie og behag denne jordiske krone mod den himmelske aflægge og forbytte, da skal Dannemarks og Norges og alle vore landes fuldkomne ubundne høyest fuldmægtige enevolds kongedøme og herskab vor førstefødde sønførstefødde søn]førstefødde søn] første fødde-søn A1 A2, Førstefødde Søn B; førstefødde søn SS førstefødde søn] første fødde-søn A1 A2, Førstefødde Søn B; førstefødde søn SS Printz Chri|80stian arveligen tilhøre, saa at, saa længe udi de af hannem nedstigende mandlige linier (enddog han selv kunde være ved døden afgangen, førend arve-successionen udi Regieringen hannem virkeligen var hiemfalden) nogen mandlig arving findes, skal hverken Printz Georg og hans linier, eller hans søstre og deres linier den allerringeste part af vore Riger og lande arvelande arve]lande arve] A2, lande-arve A1, Lande arve B lande arve] A2, lande-arve A1, Lande arve B .
(30) Er da den mandelige slægt af Printz Christians sønner og sønne sønner udi tusindetusinde]tusinde] tusindc A1 tusinde] tusindc A1 leed uddød, da træde først frem vor anden søns Printz Georgs mandlige linier og besidde vore Rigers og landes enevolds Kongedoms magt til ævindelig arv, alting uskifftet og u-deelt, som før er sagt, alt een efter anden, mand efter mand, linie efter linie, imedens mand af mand er til overs alderen tagen i agt alleene blant dem, som ere lige i samme linie og kion, saa at den ældre broder altid foredrages den yngre, omendskiønt den ældre var fød førend hans fader blev konge, og derimod den yngre avlet af sin fader efter at arve-successionen udi Regieringen virkeligen var hannem hiemfalden, og skal efter foreskrevne maade med alting ligesaaledes forholdes, om Gud ydermeere vort egteskab med fleere mandlige arvinger velsignede.
(31) Skulde det da hende sig (hvilket Gud naadeligen forbyde) at al den mandlige slægt af sværdsiden aldeles var uddød, da skal arve-successionen udi Regieringen tilhøre den sidste Konges sønners døttre og deres linier, om nogen findes, hvis ikke, da hans egne døttre, først den ældste og hendes nedstigende linier, siden de andre og deres nedstigende linier, een efter anden, linie efter linie, og blant dem, som ere lige udi samme linie altid kiønnet først agtes, og siden alderen, saa at sønnen stedse gaar for dotteren, og siden den ældere foregaar denden]den] deu A1 den] deu A1 yngre, hvilket altid skal tages i agt.
(32) Lader han da heller ingen døttre efter sig, da skal den Princesse af blodet, som hannem paa fædrene stammen hører næst til, arve-successionen udi Regieringen være hiemfalden og hendes linier een efter andenanden]anden] andeu A1 anden] andeu A1 , paa den maade, som før er sagt.
(33) Dernest skal den sidste Konges næste frenke og slægt, som dog er udi de af os ved sønnerne nedstigende qvinde-linier, arveligen udi Regieringen succedere, og hendes børn og børne-børn efter hende, een efter anden, linie efter linie, paa den maade, som før er forklaret.
|81(34) Er da vore sønners linier mandkiøn og qvindekiøn ganske uddød, da komme raden til Princesserne vore døttres linier, og først til Princessen Anna Sophia, saasom den ældste, og hendes børn og børne-børn i tusinde leed, siden til de andre, alt een efter anden, linie efter linie, saa at dog stedse blant dem, som ere lige udi samme linie agtes kiønnet først, og siden alderen, søn for døttre, og siden den ældre for den yngre, og imedens een af vort blood er til overs, høre disse Rigers og landes enevolds Kongedom og Herskab samme Printz eller Princesse arveligen til, linie efter linie, een efter anden.
(35) Den ældre dotters dotter i tusinde leed skal altid foregaae den yngre dotters søn og dotter; Og maa ikke springes af linie i linie, men den anden linie bie efter den første, den tredie efter den anden, den fierde efter den tredie, og saa fremdeeles.
(36) Men, dersom arve-successionen udi Regieringen kommer til en dotters søn, og han lader mandlige arvinger efter sig, da skal med de af hannem nedstigende mandlige linier alting forholdes, saasom vi om de af os nedstigende mandlige linier forordnet have, at alle de af hannem kommende paa færnestammen og sverdsiden skulle da fremfor alle andre arveligen udi Regieringen succedere, een efter anden, linie efter linie, den ældre altid for den yngre, saa at, korteligen, mand af mand gaar først for qvinde af mand, og siden qvinde af mand gaar for mand og qvinde af qvinde, og dernæst videre med alting forholdes, som før er sagt.
(37) Det er Døttrene og Døttrenes Børn og Børne-Børn i ævindelig rad, som arve-successionen udi Regieringen skal tilhøre, og ikke Døttrenes Mænd, som aldeeles intet med disse Rigers enevolds Herskab skulle sig befatte, og i hvor høje og mægtige de ellers kunde være i deres egne lande, skulle de dog, naar de her udi Riget ere, aldeeles ingen magt sig tilegne, men altid ære Arve-Dronningen og hende den højre haand og ypperste sted give.
(38) Blant Børn og Børne-Børn regnes endog fosteret, saa at, omendskiønt det først efter Faderens død fødes til verden, nyder det dog strax sit tilbørlig sted og rad i arvetallet, saavelsom de andre.
(39)(39)](39)] (39, A1 (39)] (39, A1 Og, eftersom vi af GUds milde og faderlige velsignelse visseligen have at haabe og formode, at vort kongelige arve-huus og stamme ævindeligen skal blomstre og mangfoldeligen voxe og formeres, |82da, paa det i fremtiden formedelst de nedstigende og tverstigende liniers mængde ikke nogen tvist og irring udi alderen, eller confusion blant linierne skulle foraarsages, ville Vi, saa og hermed alvorligen byde og befale, at, naar nogen af vor Stamme Søn eller Dotter fødes, Forældrene da samme Printzes eller Princesses navn og fødsels-dag uden forsømmelse lader Kongen anmelde og forkynde, saafremt de agte nogen arve-ret til disse Riger og lande i sin tid at ville prætendere, og derimod igien af Kongen et documentum insinuationis, at de nemlig sligt tilbørligen have tilkiende givet, begiere, hvoraf da gien-parten udi vort Archiv skal giemmes, og ellers ogsaa et rigtig Slegt-register over vor kongelige arve-stamme altid holdes og bevares.
(40) Alt det, som hidindtil om Børn og Børne-Børn i tusinde leed er meldet, er altsammen at forklare og udtyde om rette ægte-børn, og ingen anden. Rette ægte Sønner og ægte Døttre avlede udi ret lovligt ægteskab af den af Os nedstigende kongelig arvestamme er alleene at forstaae ved de Børn og Børne-Børn, som udi Konge-loven omtales.
Saa have vi nu saavit, som menneskelig forsigtighed mueligt er, alting paa beste viis og maneer ordnet og stillet, og saasom Os haver synet best og beqvemmest skade og ulempe at kunne afverges, og vore inderligen elskede undersaatterundersaatter]undersaatter] undersatter A1 undersaatter] undersatter A1 at kunde udi fred og rolighed foruden frygt for indvortes tvist og oprør tryggeligen bygge og boe. Menneskets endog de allerviiseste anslag ere dog udi GUds haand, og i hvor viiseligen en ting begyndt er, saa er det dog GUD, som giør enden og udgangen derpaa efter sin behagelige villie, udi hvis guddommelig forsyn og faderlige beskiermelse Vi Vort kongelige arvehuus og Vore Riger og lande og deres Indbyggere til ævig tid befale. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn d. 14 Novembr. Aar 1665.
Under Vort Signete
FRIDERICH.
Og maa dette være nok talt om Regieringen i almindelighed.
Side-alternativer